torsdag den 8. januar 2009
Kommunesammenlægning - hurra - hurra!
Et personligt interview med mig selv.
Du har lige været ude og køre en tur. Hvor har du været henne?
Jeg har været på besøg på rådhuset i Fredensborg kommune.
Hvorfor har du ikke bare ringet eller mailet? Det er da gammeldags at møde op på rådhuset.
Det har jeg faktisk prøvet. Jeg sendte et rigtigt brev, altså papirbrev i kuvert med kr. 5.50 i højre hjørne, den 27. maj 2008 med bilag, og jeg har ikke hørt noget endnu!
Men så skal man da bare rykke for et svar eller ringe, hvorfor har du ikke gjort det?
Det har jeg gjort. Jeg har ringet 3 gange, sendt mail et par gange og sendt et nyt brev den 21. oktober 2008.
Og hvad svarede kommunen?
Det gjorde de ikke, og det var derfor jeg mødte op på rådhuset i dag den 8. januar 2009 for at se, om der i det hele taget var mennesker på rådhuset eller om brevene bare lå indenfor døren i en stor bunke.
Hvad fik du ud af besøget?
Jeg kunne konstatere, at der var mennesker på rådhuset og at de forstod det sprog, jeg talte. Så må de jo også kunne læse de breve, jeg har sendt. Og der lå ingen breve inden for døren. Det var jeg rigtig glad for!
Talte du med nogen, der havde med sagen at gøre?
Nej, jeg skulle køre hjem og ringe i åbningstiden for pågældende afdeling til en medarbejder.
Altså med andre ord begynde forfra endnu en gang.
Ja, men jeg havde forberedt mig godt, så jeg fiskede udskrifter af brevene frem og bad medarbejderen i receptionen om at tage kopier af de bilag, som var medsendt brevet i maj 08. Så så jeg hende dybt i øjnene og spurgte, om hun ikke kunne sende disse udskrifter og kopier videre til afdelingschefen for afdelingen.
Hvad fik du ud af det?
Hun sagde "ja"! Og så kørte jeg hjem igen og spiste rosenkål.
Ærligt talt, er du ikke sur over en sådan behandling?
Nej, sur det er jeg ikke, for det ville jo ødelægge både min og "kommunens" humør.
Men utålmodig, da?
Den følelse jeg har i denne forbindelse kan have et strejf af utålmodighed, men det har været så vanskeligt med den kommunesammenlægning og kommunikationen i den forbindelse. Det kan jo være man sammenlægger posten for et år ad gangen, og så ser mine henvendelser jo også dagens lys på et tidspunkt. Nej, sur, det er jeg ikke, slet ikke.
Tak fordi jeg måtte tage af din tid!
Det er skam helt i orden. Jeg har masser af tid!
Indsendt af Ronald Boelskifte kl. 09:24 0 kommentarer
Etiketter: Kommune-kommunikation
7. januar 2009
Nytårsforsætter
Vi har været igennem det igen.Knap nok har den sidste raket forladt champagneflasken før indlæg om nytårsforsætter finder vej til TV, blade og aviser, der i forvejen har planlagt programmer og artikler om slankemetoder og sunde opskrifter med meget få kalorier."Hvad er så dine nytårsforsætter for 2009?"Og vi ved i forvejen, hvad det handler om: Smid smøgerne og smørret, skift stillet- og lakskoene ud med Nike løbesko og tag sportstøjet på og se så at komme afsted...!Hvordan kommer vi af med de ekstra kilo, der er et resultat af de mange julefrokoster og julemiddage, konfekt og småkager bagt i lurmærket smør, rødvin og julebryg og alt det andet uhyggeligt hyggelige.Men...kunne vi ikke komme ud over disse efterhånden patetiske nytårsforsætter, der i lyset af den nød, der findes i verden, virker skæve og groteske.Der må da være andre mål vi kunne sætte os for det nye år. Lad mig bare prøve med et par forslag:
Jeg vil bruge mere tid sammen med mine børn
Jeg vil prioritere min ægtefælle højere end mit arbejde i 2009
Jeg vil prøve at have fokus på andet og andre end mig selv i det nye år
Jeg vil prøve at være mere tilstede, når jeg taler med andre og lytte lige så meget som jeg taler.
Jeg er sikker på, at du har bedre forslag.
Det, jeg gerne vil pege på, er, at der er andet i verden end at blive røgfri og slank. Kunne man tænke sig, at vi besluttede at sende det beløb, vi sparer på røg og mad i denne nytårsforsætternes måned til dem, der har så hårdt brug for støtte? Det giver et andet perspektiv.
Nej, jeg er heller ikke så god til at efterleve forsætterne, og ja, jeg bør også tabe mig nogle kilo. Jeg lover, at jeg nok skal løbe en tur et par gange om ugen, men der er så mange andre udfordringer og mål, der kan lægge et helt andet perspektiv ind over vores tilværelse.
Godt nytår!
Indsendt af Ronald Boelskifte kl. 04:14 0 kommentarer
Abonner på: Indlæg (Atom)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar