Det er niveauet, altså!

I fredags var der P3 - prisuddeling i DRs nye koncerthus, og TV var på med direkte udsendelse, men jeg så ikke så meget, da den begyndte med en udtalelse fra en af de unge værter, at Tim Christensens musik var "fucking god."
Det er bare et eksempel på det platte sprog, men der var så meget, der var plat. Dårlige jokes med billeder af kongehusets medlemmer og et maleri af Jesus, der indstifter nadveren.
Ned med det hele! Ned på et utilstedeligt lavt niveau - kunstnerisk og menneskeligt!

En af solisterne var højgravid. Det skulle der da også skores nogle dårlige point på. To piercingbefængte rockere sad på forreste række med forbindskasse og en svupper, sådan en vi bruger, når køkkenvasken er stoppet! De var parat til at hjælpe, hvis hun skulle føde. MORSOMT, MORSOMT! HA...HA!
Så slukkede jeg for udsendelsen. Kunne ikke klare flere latterlige platheder på en fredag aften, men nu må I også tage i betragtning, at jeg er en gammel mand, og der er grænser for, hvad gamle mænd kan klare!

Senere på aftenen tændte jeg for DR2, der viste den koncert, der blev afholdt ved Det Hvide Hus i forbindelse med Barak Obamas tiltrædelse som præsident. Et helt andet niveau må jeg lige have lov til at sige.
Her var der kunst af høj kvalitet, kunstnere, der ville noget med deres kunst. Forskellige former for musik og lyrik. Ikke bare den på bjerget anerkendte eller af X-Faktor ønskede "kunst".
Her var der ingen bandeord, ingen værter med "fucking" udtalelser og bandeord, men mennesker, der præsenterede kunstnerne med gennemtænkte og smukke præsentationer.
Her var der gensidig respekt og evnen og viljen til at sprede glæde og positive vibrationer.

Jeg gik glad i seng, sent, for jeg skulle have det hele med.

Nej, jeg nægter at brokke mig, det har jeg tidligere skrevet, men så bare et lille hip til DRs unge værter:

• Brug dog et sprog, der er til at holde ud at høre på - også for dem over 30! Det smitter, gør det!
• Prøv at mobilisere en holdning, der indebærer lidt respekt for det, I har med at gøre og det, I eksponerer en fredag aften på TV i bedste sendetid.

Det er niveauet, altså, der skal arbejdes med, for det kan ikke blive lavere!

Lærermangel - hvad gør vi lige...?

Lærermangel - hvad gør vi lige....?

Der er lærermangel i Danmark. Vi mangler 2.000 lærere, og sker der ikke nogen ændring i udviklingen, ja, så mangler vi i 2015 8.000 lærere!

Men, selvfølgelig sker der noget ekstraordinært, for vores undervisningsminister hedder Bertel Haarder.

I Politiken (6. januar 2009) kan man under overskriften "Bertel Haarder vil lokke flere lærere til folkeskolen." læse om et forslag, der går ud på at tilbyde unge en stilling som undervisningsassistent i folkeskolen om formiddagen samtidig med at de om eftermiddagen kan læse til lærer.

Der er en positiv stemning omkring dette forslag, men ville det ikke være godt, hvis de kommende lærere ikke skulle "lokkes" men ville strømme til uddannelsesstederne, fordi det at være lærer er forbundet med noget godt og spændende. Et udfordrende arbejde i et godt og trygt undervisningsmiljø! Med andre ord tror jeg, der er nogle grundliggende forhold, der skal ændres, før vi ser den tilstrømning. Må jeg foreslå følgende:

• Forældre må tage deres ansvar alvorligt som opdragere og som dem, der sørger for, at eleverne er undervisningsparate hver dag.
• Politikere skal have en langt højere grad af respekt for det utroligt flotte arbejde, der udføres på langt de fleste grundskoler i vort land.

Som forhenværende skoleleder har jeg gennem de sidste år oplevet, at den tidligere praksis, hvor lærere og forældre samarbejdede omkring barnet i mange tilfælde er skiftet til fløjkrig med forældre og barn på den ene side og læreren på den anden, og strategien for "kampen" lægges ved aftenmåltiderne i de små hjem, hvor forældre åbent taler negativt om "den åndssvage lærer, som vi nok skal få skovlen under!" - eller noget i den retning.

Før i tiden ringede forældrene til læreren for at høre, hvad der lå til grund for en reaktion fra deres barn om en uheldig episode i skolen, så barnets oplevelse evt. skulle modereres i forhold til det, der skete i virkeligheden. (Der kan være en stor fordel ved at fortegne en situation!) I dag tager forældre ofte fat på problemløsning på baggrund af barnets reaktion, og der skal ofte ikke et kolossalt problem til for at skabe en stor, stor krise!

Nej, jeg vil ikke tilbage til "kæft-trit og retning-tiden", for den kommer aldrig tilbage, hvilket er godt, men hvis lærerjobbet skal gøres til noget spændende og positivt, så er der ingen vej uden om forældrenes medvirken ved at tage hånd om opdragelse, søvnbehov, sund kost, overholdelse af aftaler etc. etc. og ved konstruktivt at arbejde sammen med lærerne med respekt som bagvedliggende holdning!

Og så må politikerne holde op med deres evindelige angreb på lærerne og med en detailstyring af området, der langt fra ligner noget, der burde komme fra en liberal regering. Det billede, der er tegnet af lærere i løbet af de sidste år, er altså ikke et billede af noget som unge ønsker at uddanne sig til frivilligt. Det kan være nogle kan "lokkes" af nogle ydre forhold som den nævnte ordning med undervisningsassistenter, men der er nogle grundliggende ting, der skal ændres. Sker det, vil der være overskud af lærere i 2015.

Jeg ønsker alle forældre, lærere og politikere held og lykke med processen.

Kommunesammenlægning - hurra - hurra!

Et personligt interview med mig selv.

Du har lige været ude og køre en tur. Hvor har du været henne?

Jeg har været på besøg på rådhuset i Fredensborg kommune.

Hvorfor har du ikke bare ringet eller mailet? Det er da gammeldags at møde op på rådhuset.

Det har jeg faktisk prøvet. Jeg sendte et rigtigt brev, altså papirbrev i kuvert med kr. 5.50 i højre hjørne, den 27. maj 2008 med bilag, og jeg har ikke hørt noget endnu!

Men så skal man da bare rykke for et svar eller ringe, hvorfor har du ikke gjort det?

Det har jeg gjort. Jeg har ringet 3 gange, sendt mail et par gange og sendt et nyt brev den 21. oktober 2008.

Og hvad svarede kommunen?

Det gjorde de ikke, og det var derfor jeg mødte op på rådhuset i dag den 8. januar 2009 for at se, om der i det hele taget var mennesker på rådhuset eller om brevene bare lå indenfor døren i en stor bunke.

Hvad fik du ud af besøget?

Jeg kunne konstatere, at der var mennesker på rådhuset og at de forstod det sprog, jeg talte. Så må de jo også kunne læse de breve, jeg har sendt. Og der lå ingen breve inden for døren. Det var jeg rigtig glad for!

Talte du med nogen, der havde med sagen at gøre?

Nej, jeg skulle køre hjem og ringe i åbningstiden for pågældende afdeling til en medarbejder.

Altså med andre ord begynde forfra endnu en gang.

Ja, men jeg havde forberedt mig godt, så jeg fiskede udskrifter af brevene frem og bad medarbejderen i receptionen om at tage kopier af de bilag, som var medsendt brevet i maj 08. Så så jeg hende dybt i øjnene og spurgte, om hun ikke kunne sende disse udskrifter og kopier videre til afdelingschefen for afdelingen.

Hvad fik du ud af det?

Hun sagde "ja"! Og så kørte jeg hjem igen og spiste rosenkål.

Ærligt talt, er du ikke sur over en sådan behandling?

Nej, sur det er jeg ikke, for det ville jo ødelægge både min og "kommunens" humør.

Men utålmodig, da?

Den følelse jeg har i denne forbindelse kan have et strejf af utålmodighed, men det har været så vanskeligt med den kommunesammenlægning og kommunikationen i den forbindelse. Det kan jo være man sammenlægger posten for et år ad gangen, og så ser mine henvendelser jo også dagens lys på et tidspunkt. Nej, sur, det er jeg ikke, slet ikke.

Tak fordi jeg måtte tage af din tid!

Det er skam helt i orden. Jeg har masser af tid!


Indsendt af Ronald Boelskifte kl. 09:24 0 kommentarer
Etiketter: Kommune-kommunikation
7. januar 2009

Nytårsforsætter
Vi har været igennem det igen.Knap nok har den sidste raket forladt champagneflasken før indlæg om nytårsforsætter finder vej til TV, blade og aviser, der i forvejen har planlagt programmer og artikler om slankemetoder og sunde opskrifter med meget få kalorier."Hvad er så dine nytårsforsætter for 2009?"Og vi ved i forvejen, hvad det handler om: Smid smøgerne og smørret, skift stillet- og lakskoene ud med Nike løbesko og tag sportstøjet på og se så at komme afsted...!Hvordan kommer vi af med de ekstra kilo, der er et resultat af de mange julefrokoster og julemiddage, konfekt og småkager bagt i lurmærket smør, rødvin og julebryg og alt det andet uhyggeligt hyggelige.Men...kunne vi ikke komme ud over disse efterhånden patetiske nytårsforsætter, der i lyset af den nød, der findes i verden, virker skæve og groteske.Der må da være andre mål vi kunne sætte os for det nye år. Lad mig bare prøve med et par forslag:

Jeg vil bruge mere tid sammen med mine børn
Jeg vil prioritere min ægtefælle højere end mit arbejde i 2009
Jeg vil prøve at have fokus på andet og andre end mig selv i det nye år
Jeg vil prøve at være mere tilstede, når jeg taler med andre og lytte lige så meget som jeg taler.
Jeg er sikker på, at du har bedre forslag.

Det, jeg gerne vil pege på, er, at der er andet i verden end at blive røgfri og slank. Kunne man tænke sig, at vi besluttede at sende det beløb, vi sparer på røg og mad i denne nytårsforsætternes måned til dem, der har så hårdt brug for støtte? Det giver et andet perspektiv.
Nej, jeg er heller ikke så god til at efterleve forsætterne, og ja, jeg bør også tabe mig nogle kilo. Jeg lover, at jeg nok skal løbe en tur et par gange om ugen, men der er så mange andre udfordringer og mål, der kan lægge et helt andet perspektiv ind over vores tilværelse.
Godt nytår!

Indsendt af Ronald Boelskifte kl. 04:14 0 kommentarer
Abonner på: Indlæg (Atom)

"Pas på hinanden"

"Pas på hinanden"
Før jul var der spots i både radio og TV, der bekendtgjorde, at der ville komme en udsendelsesrække med titlen "Pas på hinanden". Det var psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen, der skulle medvirke med gode råd til enkeltpersoner og par, der har problemer med at få livet - og i særdeleshed livet sammen med andre - til at fungere.
Annette Due Madsen er sammen med sin mand psykiater Jørgen Due Madsen ansvarlige for en brevkasse i Kristeligt Dagblad, hvor de giver gode råd til mennesker, der oplever vanskeligheder.
Jeg blev så glad for dette initiativ fra DR´s side og tænkte, at nu kom der udsendelser, hvor der ikke på forhånd var kalkuleret med seertal, hvilket man har på fornemmelsen tæller meget, når DR planlægger sine programmer. (Det må da også være irriterende, at TV2 er foran!)
Men, nej, sådan skulle det ikke gå. Da TV-programmerne blev offentliggjort var der ingen programmer med titlen "Pas på hinanden", og skuffet blev jeg.
I denne uge har Femina en artikel med Annette Due Madsen, hvor udsendelserne også bliver nævnt, men heller ikke Feminas læsere vil kunne finde udsendelserne, der blev pist væk!

Var det alligevel til syvende og sidst en angst for, at disse udsendelser ikke ville give nok seere, der gjorde, at man med et pennestrøg fjernede dem? Produktionen af programmerne må da have været langt fremme, når der blev reklameret for dem i december måned, og der må da have været en del udgifter i den forbindelse - eller hvad?

Jeg har skrevet til DR om sagen og forventer et svar. Så vender jeg tilbage på bloggen.

Eller, jeg får lige den tanke, at det kan være, at DR har gennemført en opinionsundersøgelse, der viser, at vores verden er et sted, hvor vi - fordi vi er tænkende og omsorgsfulde mennesker - ikke har behov for et sådans program, da vi i forvejen passer på hinanden!

Desværre er der behov for et sådant program i allerhøjeste grad, og mange familier "bløder", fordi vi ikke passer på hinanden. Fordi vi måske passer bedre på vort arbejde end på vores familie.

Jeg håber, udsendelserne "Pas på hinanden" vil finde vej til fladskærmene og stereoanlæggene i Danmark, for der er brug for det som aldrig før.

"Pas på hinanden"

Ronald Boelskifte